Investering i vindmøller Udskriv Email
Vindmøller er et anderledes investeringsaktiv sammenlignet med eksempelvis ejendomsinvesteringer. En vindmølle er et driftsaktiv, hvis værdi alt andet lige forringes som følge af anvendelsen. Det er derfor afgørende, at vindmøllen er i stand til at indtjene tilstrækkelig likviditet til dækning af renter, afdrag og den løbende drift, og til herudover at give et tilfredsstillende afkast til investor.

Generelt kan man opsummere fordelene ved at investere i vindmøller i følgende hovedpunkter:

Politisk opbakning – Man har fra politisk side klart meldt ud, at man støtter vedvarende energi. Derfor er der eksempelvis i Tyskland indført lovregler om høje faste minimumspriser for strøm fra vindmøller samt aftagepligt for elselskaberne. Den øgede debat om miljø og CO2-reduktion forstærker samtidig efterspørgslen efter grønne investeringer.

Gunstige skatteforhold – Investorer i vindmøller er begunstiget af fordelagtige danske skatteregler. Der kan således afskrives med en variabel procentsats på op til 25 % i de enkelte indkomstår, hvorved det er muligt at skalere afskrivningerne fra år til år, så de passer til investors behov. De skattemæssige underskud, der fremkommer efter afskrivningerne, kan fratrækkes i investors personlige indkomst.

Konjunkturuafhængighed - Vinden blæser året rundt og er ikke afhængig af hverken høj- eller lavkonjunktur.

Både kort og langsigtet
– Generelt har vindmølleprojekter en positiv likviditet gennem hele perioden, og resultatet er således positivt både på kort og langt sigt.

Risikospredning – Vindmølleinvesteringer er et rigtig godt alternativ eller supplement til aktier, ejendomme og andre investeringer. Vindmøller er således med til at sprede risikoen i investors samlede investeringsportefølje.