En vindmølle er et driftsaktiv, som kræver løbende service og vedligeholdelse. De fleste producenter af vindmøller tilbyder i dag såkaldte fuldservice-aftaler, hvor producenten garanterer, at vindmøllen er til rådighed for vinden i f.eks. 95 – 97 % af tiden. Alle omkostninger til service, vedligehold og reparationer, der er nødvendige for, at vindmøllen kan opnå den garanterede rådighed, afholdes således af producenten. Det er klart, at en sådan fuldservice-aftale er dyrere, end en basisaftale, hvor producenten udfører ovennævnte ydelser efter regning.
Medmindre man er professionel investor, som ønsker at tage risikoen ved en billigere serviceaftale, og som har luft i privatøkonomien til at foretage de nødvendige store indskud til uforudsete reparationer, vil vi altid anbefale, at man tegner en fuldservice-aftale. Som ”almindelig” investor køber man sig herved til større sikkerhed for, at budgettet holder. Man køber sig med andre ord til en roligere nattesøvn.
De forskellige fuldservice-aftaler hedder eksempelvis Vestas OptiSafe, Enercon Partner Konzept, Nordex Premium Service, REpower ISP+ osv.
Hvis du gennemgår et budget for en vindmølleinvestering, og udbyderen ikke har budgetteret med en fuld-serviceaftale, så skal budgettet – udover omkostninger til serviceaftalen og almindeligt service- og vedligehold - altid indeholde hensættelser til at dække større reparationer og udskiftninger. Hvis ikke, vil afkastet blive væsentligt påvirket, hvis der skal skiftes en gearkasse, en generator eller lignende – og det skal der, set over en 20-årig budgetperiode. Erfaringsmæssigt kalkulerer man med, at der skal foretages ét gearskifte i en vindmølles 20-årige levetid.
Ved nye møller anbefaler vi altid, at der tegnes en fuldservice-aftale med vindmølleproducenten. Ved salg af eksisterende projekter, hvor det ikke er muligt at tegne en fuldservice-aftale, foretager vi altid hensættelser til større reparationer i overensstemmelse med Danmarks Vindmølleforenings anbefalinger.
Se mere om drift og vedligehold af vindmøller her.